Som det første foredrag noget om fordybelser der her er 3 forskellige niveauer som man kan beskæftige sig med origami på. De 3 fordybelser er afspejlet i den overordnede brug struktur på disse websider:
Denne meditation fortæller om origami som en myte, mens hænderne folder mytens former. Det hele går ud på at en mester er én hos hvem origami er inderliggjort som en oplevelse. Hvordan?
Hvem siger kvæk?
Papir siger origami./
Origami siger A4./
A4 siger frø./
Frø siger grøn(t)./
Grøn(t) siger kvæk.
Et svar kan måske findes fra det lille koan som jeg fik efter at have foldet frøer intensivt i et stykke tid.
Så hvem siger kvæk? "Kvæk siger den lille bredmundede frø!" Eller: "Can you fold a jogging frump?" Så find en model som hænderne kan folde meditativt mens du læser og lytter.
Det drejer sig om at flytte over i en dagdrømmende tilstand (origami) altimens hænderne folder og folder og folder: "hænder kommer med papir, hænder tager et stykke papir, hænder folder papiret ud, hænder tegner foldesekvensen, hænder genfolder det udfoldede papir, ...". En meditation man kan udvide i mange retninger, eller forkorte til "hænder tager et stykke papir", mødet mellem de to.
... er den lysvågne intelligens der folder en figur idet man mestrer selve foldningen, dens åbning, base, sekvens, dens eventuelle låse, limninger og snit: samtlige det tekniske der skal læres udenad og formidles i demonstration og undervisning. Denne intelligens har et sprog med tegninger, symboler, instrukser og et batteri af operationer. Denne fordybelse kan drives dertil at en foldesekvens kan udspille sig for én i sindet, som en serie metamorfoser der folder sig uden hænder, glidende eller i hak eller noget derimellem. At hænderne borterindres, og modellen i sindet folder sig selv, er mulig fordi selve foldningen faktisk altid er usynlig for øjet: Den foldende finger dækker nemlig og skjuler lige præcis der hvor folden dannes, og selve folden ser man aldrig nogensinde, men tænker den.
Nu er vi i sidste afsnit gledet ud af den seende tilstand for at opdage at der er et paradoks i kroppens origamifordybelse, menlig at sekvensen foldes udvendigt med hænder og indvendigt uden hænder. Nu opsøger vi det indre hvor sekvenserne bevares af det man har lært udenad, og ser nærmere på det: Ja, her er afdelingen med papirflyvere, og her har vi "pilen, A4", foldende sig og udfoldende sig, i uigennemsigtigt papir, i papir hvis kanter er trukket op med farve, i duopapir, for eksempel sort og hvidt, eller ultimativt i glasklart papir ("stealth modeller") hvor det indvendige er synligt igennem det udvendige.
Så det højeste man kan drive det til i kroppens fordybelse, er at kunne gennemspille i sindet et repertoire af stealth modeller. Det forstår alle papirfoldere implicit og kan derfor genkende det når det bliver sagt eksplicit. Forskellen kunne så være at man ville værdsætte en skoleform der, hvad angår den kropslige fordybelse, satser på tilegnelsen af sekvenser: For eksempel ved at kunne sit repertoire udenad, ved at klister mange sekvenser op, og ved at lære modeller at kende i enhedspapir, i duopapir, kantet papir og i gennemsigtigt papir. Det er om kroppens fordybelse af mester siger "Origami er usynlig!", men det kan man først forstå efter at have indset at intet menneskeligt øje nogensinde har set selve foldningen af papir, da det foregår i det skjulte bagved fingrene, hvilket i den anden ende medfører at stealth-modellerne i sindet folder og udfolder sig uden hænder. Fælles for de tre slags fordybelser er at de vokser ved een opmærksomhed man fordeler til dem i form af koncentration, de vokser organisk og bliver til organer for kreativitet.
Sjælens fordybelse er den dagdrømmende indlevelse i en kendt model hvor man lader modellen komme til live, med krav om at blive realiseret i passende papir, med passende farver, og i sådan et antal, størrelse, og endda i forhold til årstiden: Altsammen for at modellen kan ralisere sig i kulturel, medmenneskelig sammenhæng. Som for eksempel den danske julestjerne, som folkesjælen har iklædt farverne hvidt, rødt, guld og sølv, af grunde der kun er meningsfuld for sjælen, der tolker alt med følelse. Nu er det jo en slagt magi eller barnlighed der gør at man overfører et stykke af sig selv ind i modellen og lader den bestemme papirtype, farve, størrelse, antal og opstilling (på væggen, på gulvet, i, over eller under øjenhøjde, hængende på en tråd, sat på en pind).
En typisk øvelse er at folde samme model i alle farver: En svane af Edwin Corrie, en pragtmodel, har jeg iklædt i vel tredive regnbuefarver, helfarve og pastel, og fandt at de andre farvesvaner ikkel ville ses sammen med de syv forskellige grønne svaner (gulgrønne, grønne, blågrønne). Og med frøer ville de lysorange, gule, grønne, blå, indigå og lilla gerne flokkes, men rødorange, råd, pink og alle pastefarver, dem kunne de ikke sammen med. Man kan få megen sjov af at folde en cyklamen (shocking pink) frø og psykoanalysere den. En anden øvelse, nemt at gå til hvis man tager sine papirstørrelser fra A-format,
Teksten på denne side er i høj grad baseret på Simon Andersens ideer og tekster.
